Consens
pexels-photo-327472.jpg

Skat

Værd at vide om
skat

Rejsefradrag for selvstændige

Hvilke rejseudgifter kan jeg fratrække?

Selvstændig erhvervsdrivende kan trække udgifter til kost og logi fra i virksomhedens indkomst og dermed i den personlige indkomst. Rejseudgifterne har således en fradragsværdi på op til 56,6%.

 

Faktiske udgifter eller statens takster

Du kan trække de faktiske udgifter fra, men det kræver at der foreligger fakturaer eller kvitteringer som dokumentation for udgifterne. Hvis du vil undgå besværet med at gemme kvitteringer mv. kan du i stedet vælge at benytte statens takster, da SKAT her ikke kræver, at der foreligger dokumentation. Vælger du at anvende statens takster, kan du dog højst årligt fratrække 26.800 kr. (2017). Da taksten for logi er 209 kr. pr. døgn og taksten for kost er 487 kr. pr. døgn svarer det til, at du kan opnå fradrag etter statens takster i ca. 39 dage årligt.

Det er muligt frit at vælge mellem anvendelse af statens takster eller faktiske udgifter for henholdsvis kost og logi fra dag til dag. Du kan derfor optimere fradraget ved at vælge de faktiske udgifter for fx logi, hvis de overstiger statens takster og statens takster, hvis de faktiske udgifter er mindre end statens takster.

Hvis du rejser meget, kan du vælge at tilrettelægge det sådan, at du medtager udgifter efter statens takster op til maksimumgrænsen og fradrager resten på grundlag af de faktiske udgifter.

 

Betingelse for fradrag generelt

Erhvervsmæssigt begrundede rejser vil som udgangspunkt være fradragsberettigede. Fradrag kan dog nægtes, hvis rejsen vurderes i højere grad at tilgodese private interesser eller har karakter af etableringsudgifter, fx studierejser med et betydeligt turistmæssigt eller hvor formålet er videreuddannelse.

Betingelser for fradrag efter statens takster

Der er følgende betingelser for at få rejsefradrag efter standardsatserne:

  1. Du skal du være væk i mindst 24 timer og du skal overnatte mindst en gang uden for hjemmet.
  2. Det skal være på grund af afstanden til din sædvanlige bopæl, at du er forhindret i at overnatte derhjemme.
  3. Der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted og et arbejdssted kan i forhold til disse regler højst anses for midlertidigt i 12 måneder.